Kender I det når de der historieidéer har det med at hobe sig op i ens hoved, og bygge videre på sig selv? Jeg mener, det er dejligt med nye idéer, men når man passerer et dusin og de bare ikke hænger sammen kan det altså godt blive for meget! Lige nu har jeg ikke mindre end 104 udkast på Movellas, og andre endnu liggende på min computer. Og man kan jo ikke arbejde på så mange af gangen, det kan vi godt blive enige om. Til gengæld kan man jo heller ikke beholde dem alle sammen i hovedet.

Mit tip er at skrive dem ned, uden rent faktisk at skrive dem. Hvis et citat giver mig en idé, skriver jeg ganske enkelt citatet ind i et dokument jeg har specielt til den slags idéer. Hvis jeg får en idé til en dialog uden at vide med hvem og hvor, så skriver jeg ganske enkelt replikkerne ned i et andet dokument, specielt til det formål. Og det sidste, hvis jeg får en klar idé til en handling – hvilket jeg meget sjældent gør – skriver jeg det ind i et tredje dokument. Det er ret ligetil, men virker måske også som om det ikke er nok til at få idéen ud, men det føles altså sådan. Det hjælper i hvert fald mig væk fra en af mine værste vaner: At mumle fiktive samtaler højt for mig selv. Sandsynligvis er det bare mig der er en smule messed up.. Eller hvad?

I hvert fald er det den her helt forfærdelige vane jeg har, og jeg overvejer om jeg måske bare er skør. Sandsynligheden er rimelig stor, skal det lige siges…

Snakker I nogensinde med jeres karakterer, enten i hovedet eller højt? Og i så fald, bruger I så de ting i lærer om dem?
Lærer I overhovedet ting om jeres karakterer, eller er det kun mig der ved ting om dem, ikke fordi jeg har fundet på det, men fordi det er fakta?

Jeg vil gerne høre hvad I gør med jeres idéer, og hvordan I overhovedet får dem?

Svar gerne i kommentarfeltet nedenfor! 🙂

//Bella

Vil du gerne gøre din skrivning bedre? Så læs de her 3 råd, og du vil muligvis lære noget nyt! Der vil snart komme flere råd på bloggen så vær’ klar! 😉

1. For mange P.O.V.
   Har du nogensinde prøvet at læse en bog, hvor du bare tænkte ’åh, nej, ikke igen’, når synsvinklen (Point Of View = P.O.V.) pludselig skiftede endnu en gang? At bruge flere forskellige synsvinkler skal man passe på med. Ofte kan det ende med at stå i vejen for, at læseren kan leve sig ind i personerne, fordi de ligner hinanden for meget, og man skifter for hurtigt, så man hele tiden skal sætte sig ind i en ny karakters tanker. Så pas på det, da det er et klart no go!
2. Problemet med perfektion
   Karakterer skal helst være interessante og nemme at relatere til – og tit er de også virkelig smukke. Men somme tider er de både fantastisk smukke OG gode og venlige og søde, med andre ord: perfekte. Og det kan meget nemt blive kedeligt. For det første er der er ingen spænding (og desværre er perfektion også noget, som mange af os har svært ved at relatere til), fordi der ikke rigtig er nogen mulighed for at udvikle sig, hvis man allerede er perfekt – og en god historie har brug for udvikling. Keep That In Mind!
3. Lidt for afslappet
   Nogle gange tager en karakter det bare lidt FOR roligt. Altså, hvis man finder ud af, at man har magiske kræfter, og at ens forældre slet ikke er ens rigtige forældre, fordi man i virkeligheden er et rumvæsen, eller at ens kæreste er vampyr, så vil læseren altså se en reaktion. Okay, måske hjælper det ikke historien, hvis hovedpersonen bryder fuldstændig sammen og lægger sig i fosterstilling under dynen, og fair nok at forfatteren prøver at vise os, at denne her karakter altså klarer sig godt under pres, MEN ALLIGEVEL! En helt almindelig menneskelig reaktion er bare så meget mere realistisk og troværdig. Så prøv at gøre dine personer så menneskelige som overhovedet muligt!

XoXo Amalie