“Er her ikke lidt crowded?”

Kender I det når de der historieidéer har det med at hobe sig op i ens hoved, og bygge videre på sig selv? Jeg mener, det er dejligt med nye idéer, men når man passerer et dusin og de bare ikke hænger sammen kan det altså godt blive for meget! Lige nu har jeg ikke mindre end 104 udkast på Movellas, og andre endnu liggende på min computer. Og man kan jo ikke arbejde på så mange af gangen, det kan vi godt blive enige om. Til gengæld kan man jo heller ikke beholde dem alle sammen i hovedet.

head

 

 

 

 

 

 

Mit tip er at skrive dem ned, uden rent faktisk at skrive dem. Hvis et citat giver mig en idé, skriver jeg ganske enkelt citatet ind i et dokument jeg har specielt til den slags idéer. Hvis jeg får en idé til en dialog uden at vide med hvem og hvor, så skriver jeg ganske enkelt replikkerne ned i et andet dokument, specielt til det formål. Og det sidste, hvis jeg får en klar idé til en handling – hvilket jeg meget sjældent gør – skriver jeg det ind i et tredje dokument. Det er ret ligetil, men virker måske også som om det ikke er nok til at få idéen ud, men det føles altså sådan. Det hjælper i hvert fald mig væk fra en af mine værste vaner: At mumle fiktive samtaler højt for mig selv. Sandsynligvis er det bare mig der er en smule messed up.. Eller hvad?

I hvert fald er det den her helt forfærdelige vane jeg har, og jeg overvejer om jeg måske bare er skør. Sandsynligheden er rimelig stor, skal det lige siges…

Snakker I nogensinde med jeres karakterer, enten i hovedet eller højt? Og i så fald, bruger I så de ting i lærer om dem?
Lærer I overhovedet ting om jeres karakterer, eller er det kun mig der ved ting om dem, ikke fordi jeg har fundet på det, men fordi det er fakta?

Jeg vil gerne høre hvad I gør med jeres idéer, og hvordan I overhovedet får dem?

Svar gerne i kommentarfeltet nedenfor! 🙂

//Bella

The Sweetest Dark

Har i nogensinde hørt om Netgalley? Nej vel? Lad mig bare sige, at hvis du er villig til at anmelde bøger på nettet og læse på engelsk, så kig forbi Netgalley.com!

Efter jeg er blevet medlem har jeg fået 22 gratis bøger FØR udgivelsesdatoen.  Den første var The Sweetest Dark af Shana Abe.

The Sweetest Dark foregår i starten af 1900-tallet under første verdenskrig, i England. Historien om Lora Jones starter i London med en forhistorie på det børnehjem hvor hun er vokset op, og den sindssygeanstalt hun senere blev sendt til.

Hele sit liv har Lora hørt toner og sange fra objekter, mest af alt metaller, men hun har efterhånden lært at holde det fra sig selv. Det samme gælder den bitre og dyriske stemme der sommetider diskuterer med Loras mere civiliserede side. Hun har aldrig vidst hvorfor stemmen er der, og hvorfor metallernes musik aldrig vil lade hende være, men på sindssygeanstalten Moor Gate har hun lært at lukke dem ude. Lige indtil hun møder Jesse.

For alvor starter historien da Lora er i de sene teenageår (16-17) og får tilbudt et medlidenheds-stipendium på Iverson, en af de mest prestigefyldte skoler i England. Livet er ikke nemt for Lora på skolen, men på trods af de helt modsatte verden hun kommer fra, får hun til sidst noget der minder om venner, specielt i den snobbede og temperamentsfulde Sophia.
Udover det er der selvfølgelig Jesse, der vedligeholder skolens område. Han ved som den eneste præcis hvad Lora er, og hvad hun vil være i stand til snart.  Hun møder også Armand, søn af den greve der ejer Iverson, en sarkastisk aristokrat med et svagt punkt for  Lora.
De to unge mænd kæmper for hendes hjerte, men på intet tidspunkt er Lora i tvivl om hvad hun vil. Desværre vil skæbnen det bare anderledes.

Jeg blev virkelig fanget af The Sweetest Dark, og historien er helt gennemarbejdet. Jeg tror på miljøet, og karaktererne, og alt i alt er der faktisk kun to ting der får mig til ikke at rose den her bog til skyerne. Nummer et er meget beklagelig, men desværre sand. Bogen er meget troværdig, lige indtil den mest afgørende scene, omkring 100 sider inde. Det vigtigste i bogen hidtil bliver afsløret, og jeg er virkelig ked af det, men forfatteren taber det fuldstændig på gulvet. Lige indtil her havde jeg troet på historien, men den her scene er   så tom og sanseløs i forhold til det fuldstændig overvældende indhold i samtalen. Jeg er ked af det Shana, jeg tror bare ikke på det. Herfra går det fremad igen, men på intet tidspunkt påtager bogen sig den autensitet den havde i begyndelsen, hvilket er en skam.

Den anden ting der irriterer mig er slutningen, men det er sandsynligvis kun fordi jeg er en håbløs romantiker. Jeg synes simpelthen at det er alt for sørgeligt. Men jeg vil ikke afsløre nogen spoilers.

 

 

 

ff

 
Alt i alt en lovende bog, og jeg har da også lige fået fingre i to’eren, heldigvis!

Følg for flere anmeldelser!

//Bella!